Ofte stillede
spørgsmål
Hvordan vælger I jeres elever?
Vi udvælger vores elever ud fra tre kriterier: personlighed, faglighed og baggrund. For at blive elev i BESTSELLER skal din personlighed matche vores kultur og værdier. Vi skal kunne mærke på dig, at du ønsker at gøre en forskel, og at du er villig til at arbejde hårdt for at nå dine mål. Vi lægger vægt på egenskaber som engagement, overblik og teamspirit.
Både for at blive salgs- og indkøbselev gælder det, at du skal kunne kommunikere frit på engelsk i skrift og tale. I salg er det desuden en fordel at beherske et af følgende sprog ud over engelsk: tysk, fransk, italiensk eller spansk. Som indkøbselev skal du have flair for tal, da du på sigt vil komme til at forhandle priser og aftaler med vores leverandører.
Vi foretrækker ikke én bestemt baggrund, men du skal som minimum have afsluttet en handelsuddannelse på HG2-niveau eller en gymnasial uddannelse efterfulgt af en HGS-uddannelse. Vi lægger vægt på, at du har gjort dig nogle erfaringer ud over din uddannelse – fra rejser, højskoleophold eller arbejde – meget gerne inden for detailbranchen.
Når vi læser din ansøgning, danner vi os et indtryk af både din personlighed, faglighed og din baggrund. Hvis vi mener, at du kunne være interessant til en elevplads i BESTSELLER, vil vi indkalde dig til en samtale for at danne os et endnu bedre indtryk af dig. Det er vigtigt for os, at vi kan læse i din ansøgning, hvorfor du er interesseret i at arbejde i netop vores virksomhed, og at du gør dig umage med at skrive din ansøgning til os.
Back to top
Hvilke arbejdsopgaver får jeg som elev?
Du får fra starten af din elevuddannelse tilknyttet en coach – en kollega, som følger dig under hele din uddannelse.
Sammen kommer I til at planlægge dit karriereforløb og dine daglige arbejdsopgaver. Din coach vil hjælpe dig og sikre, at du får det optimale ud af både skoleopholdene og den praktiske del af din uddannelse.
Som indkøbselev får du et tæt samarbejde med indkøberen i din produktgruppe, hvor du får et grundigt kendskab til alle arbejdsgange i en indkøbsafdeling. Eksempler på arbejdsopgaver kan være udformning af ordrer til vores leverandører, opfølgning på produktion og leveringer, opstart af nye styles, kontakt med vores leverandører og internationale indkøbskontorer samt deltagelse i kollektionsmøder.
I tæt samarbejde med vores area sales manager på det marked, du er tilknyttet, får du, som salgselev, et godt indblik i de forskellige arbejdsopgaver i en salgsafdeling, herunder telefonisk kontakt og sparring med sælgerne, opdatering af salgslister, telefonsalg, daglig kontakt med vores kunder, back-up for sælgerne, udsendelse af ordrebekræftelser samt deltagelse i kollektionsmøder. Du får dagligt kontakt med de andre afdelinger i virksomheden, vores butikker og udenlandske salgskontorer.
Er du butikselev, er målet med din uddannelse, at du efter endt elevtid er i stand til at drive en butik efter BESTSELLERs forretningsprincipper. Derfor vil du i løbet af din uddannelse få indsigt i alle områder af butiksdrift lige fra indkøb af varer til merchandising af butikken. Din fornemste opgave gennem din elevtid bliver at give vores kunder den allerbedste service samt sørge for, at butikken altid er præsentabel og lever op til vores image.
Back to top
Hvor stort et ansvar får jeg som elev?
BESTSELLERs elevuddannelse udmærker sig på to områder: en meget høj faglighed på vores skoleophold og en stor grad af ansvar til vores elever.
Som elev på BESTSELLER får du fra den første dag selvstændige arbejdsopgaver, og dit ansvar vil vokse i takt med din erfaring og dit engagement. Vi hører ofte fra vores elever, at de blev overraskede over det store ansvar, der fulgte med deres elevstilling, og den tillid, der blev vist dem i forhold til de opgaver, de skulle løse.
I BESTSELLER går vi ikke op i titler, og derfor vil du opdage, at vi meget hurtigt glemmer, at du er elev, og at du i stedet bliver betragtet som en medarbejder helt på lige fod med de andre kolleger i din afdeling. Det vigtigste for os er, at vi sammen arbejder for at nå de bedste resultater, hvilket betyder, at vi har tillid til, at du kan løfte de opgaver du bliver stillet, og de udfordringer du møder.
Hvis du vælger en elevuddannelse hos BESTSELLER, bliver der stillet store forventninger til dig, og at vi regner med, at du kan arbejde selvstændigt ud fra få retningslinjer.
Back to top
Hvad er mine muligheder efter endt elevtid?
I BESTSELLER satser vi på et langsigtet samarbejde i alt, hvad vi foretager os – det gælder også i forhold til vores elever. Vi ønsker at beholde de bedste elever. Det vil sige dem, som gennem deres elevtid har udviklet sig positivt og som fortsat brænder for at være en del af BESTSELLER.
Hvis du vælger at blive salgselev, vil du efter endt uddannelse kunne fortsætte i en af vores salgsafdelinger som sales support og derefter eventuelt udvikle dig til sælger eller area sales manager alt efter dine interesser og evner.
Som indkøbselev bliver du indkøbsassistent efter endt elevtid, og din udvikling kan gå i retning af at blive indkøber på en af vores produktgrupper.
Vil du være butikselev, kan du efter endt uddannelse vælge at fortsætte din karriere i en af vores butikker, hvor dit mål kan være at blive butikschef. Du kan også vælge at søge videre til et af BESTSELLERs kontorer og arbejde på et af vores mærker.
Back to top
Ansætter BESTSELLER voksenelever?
Er du ved ansættelse 25 år eller ældre, er du ansat som voksenelev i BESTSELLER. Vi ansætter elever i alle aldre, og udvælger vores elever ud fra tre kriterier: personlighed, faglighed og baggrund. For at blive elev i BESTSELLER skal din personlighed matche vores kultur og værdier. Vi skal kunne mærke på dig, at du ønsker at gøre en forskel, og at du er villig til at arbejde hårdt for at nå dine mål og derfor er alder ikke afgørende for om du kan starte som elev i BESTSELLER.
Back to top
Hvordan sender jeg min ansøgning?
Hvis du gerne vil ansøge om at blive indkøbselev, salgselev eller butikselev i BESTSELLER, kan du sende din ansøgning her.
Back to top