Tjek og Rabattens test af name it flyverdragt
I den seneste tid er der udført en række test på forskellige flyverdragter, heriblandt en af name its flyverdragter, der har navnet ’Super wholesuit’. Vi må konstatere, at resultaterne af disse test ikke er gode, og at dette hverken er tilfredsstillende for os eller vores kunder.
I name it udfører vi selv test på vores produkter i samarbejde med blandt andet SGS og ITS, og ved den omtalte flyverdragt er der ligeledes udført test. Vi har erfaret, at SGSs resultater ikke stemmer overens med Tjeks. Her opfylder flyverdragten de krav, der er listet i den folder, som følger med dragten.
Det er vigtigt for flyverdragtens kvalitet og holdbarhed, at man følger de pleje- og vaskeinstrukser, der følger dragten. Har man fulgt instrukserne og oplever, at den ikke lever op til den standard, der er beskrevet i den vedhængte folder, er der naturligvis tale om en reklamation. Vores kunder kan i disse tilfælde returnere flyverdragten ved den forhandler, hvor den er købt.
Børns velbefindende, tryghed og sikkerhed er vigtig for os som børnetøjsproducent, og vi bestræber os på at levere den rigtige vare på det rigtige tidspunkt til den rigtige pris. Vi tager altid kritik til efterretning og arbejder videre med at udvikle solidt vintertøj til børn i alderen 0-10 år. Lige nu arbejder vi i name it på at udvide vores testmetoder, hvilket sker i samarbejde med forældre, børn og pædagoger i danske og norske børnehaver. Vi arbejder derudover altid med at finde nye og dygtige leverandører, for at vores produkter hele tiden bliver bedre.
For yderligere information kontakt venligst Pernille Voss på 99 42 32 81 eller pernille.voss@bestseller.com